Undervisningsplan 1890, s. 23 (skann 27)

Begrænsningen her maa naturligvis e ebon a Vink. aa maa da Historien aldrig læres udenad Har Barnet ved Gjentagelse (mundtlig og senere boglig) ofte nok indarbeidet Forestillingerne har det Begivenhederne selv staaende anskuelig for sig i tiltalende, levende Billeder, saa at det derudaf kan fortælle Begivenheden med egne Ord, vilde det være Tidsspilde for ikke at sige noget værre om man vilde tvinge det til at give Indholdet i en bestemt Form, som ikke er dets egen. Og hvad nu angaar det mere tankemæssige Indhold, vilde Udenadslæsningen være lige saa ilde anvendt i sin Almindelighed. Har Barnet gjennem en forstandig Undervisning f. Eks. virkelig faaet levende Forestilling om, hvad det er at frygte Gud, og altsaa kan sige det paa in Maade, er det dog haardt og gavnløst at kræve, at det endelig skal ige det f. Eks. med Biskop Pontoppidans Ord: «det er hjertelig at undse ig for hans allerhelligste Majestæt, saa vi ere bange fvr at opvække hans Vrede ved nogen Synd». Børnene bør saaledes spares for at tilegne sig Ordlyden af en «Forklaring» af den enkle kristelige Barnelærdom; men derimod sættes i Besiddelse af en virkelig Forstaaelse af den. Det er det psykologisk rigtige og det frugtbare. en hvad skal saa kunnes udenad? Jeg har svaret: kun slige Ord, hvor selve Formen har særlig Betydning. Men jeg skal gaa lidt mere i Enkeltheder. I det historiske er der en Del Ord, som aldeles ikke kan ombyttes med andre, men maa kunnes udenad, dersom de skal huskes: det er Navn og Aarstal. Videre er der en Del korte kjernetunge Udsagn af historiske Personer, Udsagn hvor det vilde være et Tab ikke at have selve Ordlyden. Dette vil navnlig gjælde Udsagn af bibelske Personer, først og fremst da af Fesus. Videre enkelte Kjernesteder af Guds Ord. Fremdeles maa kunnes ordret det korte Udtryk for den kristelige Barnelærdom, som foreligger i Luthers titte Katekisme. Endelig bør en Del Salmer læres udenad. I Versene spiller i det hele Formen en stor Rolle; og netop dette gjør dem lette at lære, ligesom de gjennem sin Form ogsaa øger Indtrykket af Indholdet, hvad end mere bliver Tilfældet naar de synges. Den Undervisningsmaade, som mit Udkast sigter paa, stiller store Fordringer til Læreren. Ja, ganske visst, det er en vanskelig Sag at være en ret Barnelærer. De høieste Maal naaes kun gjennem den høieste Anstrengelse; og Folkeskolelærerens Opgave er mellem de høieste Derfor er det netop et godt V byrd om en Undervi lan, dersom den strengt minder Læreren om at gaa til Gjerningen med helligt Alvor. Religionsundervisningens eget Væsen tilraaber Læreren: «drag dine Sko af; Stedet du staar paa er hellig Jord!» Men des mere den her antydede Undervisning kalder Læreren til Anspændelse af hele sin Personlighed, des mere kalder den ham ogsaa til Glæde og Velsignelse ud af Gjerningen. Det lader sig ikke negte, at der blandt Lærerne kunde være mere glad Interesserthed for Gjerningen;

Undervisningsplan 1890 s. 23 skann 27

Siter