Undervisningsplan 1890, s. 22 (skann 26)

ligt Kjendskab til ; S Det har ikke afsat Birkelighedsforeftillinger; derfor har det ikke givet noget Stof for Erkjendelsen, ikke nogen (( for Følelsen; det er død Ordkundskab. Derfor er det ogsaa edeligt. Indeholder Leksen mere abstrakte Sager (f. Eks. «Forklaringen») bliver da Sagen ikke bedre. Barnet lærer Ordene, uden at disse kan overgive sit Indhold til dets Erkjendelse. Hvor fuldsiændig Ordpugget kan gaa for sig uden nogen som helst saglig Forestilling, ser man snart, bare man tænker paa, hvor flinkt alle Børn kan udenad Rægler som f. Eks. «Ale me pale me sinke me dose me dei, eksia lasia krokete hei, tilrom tilrom trettende paus». Ja det er endog unægteligt, at man lærer lettest og sikrest udenad netop ved at ramse tankesøst. Lekselæsningen opfordrer lige frem til Tankeløsshed.») «At lære udenad hvad man ikke forstaar, er et uhyre Arbeide og gjør Skade, da det hindrer Tænkningen, gjør Stoffet forhadt for Børnene eller forleder dem til den Indbildning, at de ved noget, mens de dog kun kan fremplapre noget uforstaaet, og da det ved at afvende Forstanden fra Eftertanke, røver dem Lysten til at lære sig noget grundig". (Dr. Schumann). Den psykologiske Grund til dette kan jeg ikke her nærmere indlade mig paa; enhver har ogsaa Erfaring nok for, at det forholder sig saa. Men da er Folgen simpelt hen, at Udenadslæsning maa kun anvendes paa Stof, hvor Forestillingerne allerede er nogenlunde befæstede og indarbeidede baade i Erkjendelses- og Følelseslivet. Dog maa der endnu tilføies en Indskrænkning for Udenadslæsningen. Pædagogiken kræver paa det bestemteste, at den saa almindelige Udenadslæsning stærkt indskrænkes selv over for Stof, som er tilbørlig tilegnet paa Forhaand. I Folkeskolen har man ikke Tid til den; enten maatte da Religionsundervisningen faa en alt for stor Tid til Fortrængsel for andre Fag, eller Udenadslæsningen vilde tage alt for meget af Religionsundervisningens Tid og Kraft til Fortrængsel for dens mere vigtige Sider. Dernæst maa man indskrænke Udenadslæsningen for ikke at gjore selve Religionen kjedelig for Børnene. «Hvad jeg ved al Undervisning og ved Religionsundervisningen i Særdeleshed maa advare mod, er Kjedsommeligheden», siger Seminardirektør Dr. Curtmann; «thi Sindsnydelserne er saa gf og Afveksli er selv i alvorlige Ting saa stor, at naar Rieligionen alene vedbliver i den træge bedstefaderlige Gang, vil man tilskrive dette, at den mangler indre Liv». Visst er der ogsaa mangt andet, som har bidraget til at gjøre Religionen kjedelig i Skolen; men alt dette hænger, som det vil sees, lige frem sammen med den overdrevne Tro paa Udenadslæsningen. *») Jeg tænker vel ogsaa man vil indrømme, at det hellige Indhold ikke altid behandles paa den heldigste og værdigste Maade, naar Børnene rabler dets Udtryk op og op igjen for at huske Ordene.

Undervisningsplan 1890 s. 22 skann 26

Siter