Undervisningsplan 1890, s. 21 (skann 25)

s Børnene lærer den Katekisme, hvis Indhold de allerede har tilegnet sig. Men idet man saaledes forer Børnene frem til virkelig Forstaaelse af Barnelærdommen, gjør man det overflødigt at lære dem en «Forklaring» over den. Hvor man imidlertid paa Grund af Forholdene ikke tør eller kan fjerne den, bør dens Brug selvfølgelig udskydes længst muligt, og aldrig tilstedes i Smaaskolen – ikke engang til Indenadslæsning, da dens Brug uvilkaarlig vil friste Undervisningen ind i det dogmatiske, for Barnet ufrugtbare Spor. Dog endnu et. Jeg har i flere Henseender skudt Bøgerne og Lekserne mreø end Skolen pleier gjøre, og jeg faar fige et Par Ord om den D er tidligere vist, hvorledes alt sjæleligt Liv bevæger fig gjennem Forestillinger. De udgjør vor Videns Indhold, og i Bearbeidelsen af dem ligger Udviklingen af vort Erkjendelses- og Følelsesliv. Uden saadanne Forestillinger vilde vi hverken erkjende eller føle noget. For vor Udvikling er det altsaa aldeles nødvendigt, at Forestillingerne bevares. Dermed er Hukommelsens store Betydning given; Hukommelsen er netop Evnen til at bevare Forestillingerne og kalde dem fra deres dunkle Gjemmested frem igjen for Bevidstheden. Netop for Hukommelsens Skyld har Udenadlæsningen kommet til at spille saa stor en Rolle navnlig i Religionsundervisningen. Det var saa vigtigt, at de kristelige Sandheder og Kjendsgjerninger blev godt fæstede; den Vei jeg har pegt paa, var langsom; men ved Lekselæsningen kunde man let og snart faa dem saa ofte og uforandret indøvede, at Børnene kom i Besiddelse af alle de vigtigste. Her oversaa man imidlertid, at Barnet paa den Maade udmærket godt kan komme i fuldstændig Besiddelse af Fortællingens Ordlyd og Sandhedens Formel uden dermed at forbinde nogen Forestilling om selve eller d Allerede Luther har bestemt udtalt, at det ikke hjælper, om man kan noget efter Bogen, naar det ikke er saglig eller virkelig opfattet. «Erkjendelsen er to Slags – siger han –, det ene er Ordenes, det andet Tingenes. Den, som nu ikke har Erkjendelse af Tingen eller Begivenheden, ham vil u Erkjendelsen af Ordene hjælpe». Tænker vi først paa en Historie, som Barnet faar i Lekse, saa maa vi huske paa, at det vinder virkelig Kundskab om Begivenheden, kun i samme Mon som det faar se den for fit indre ie. Men under Læsningen bliver Barnet optaget med at se paa disse Bogstaver, Ord, Linjer, Sider o. s. v. og præger dette Billede ind i Hukommelsen, et Billede som ingen Lighed har med Begivenheden; gjerne søger det da ogsaa at tage Øret til Hjelp ved at læse høit, og efter flere eller færre Gjentagelser har saa dette lykkedes: vedkommende Linjer i Bogen og den tilsvarende Lydrække staar fast i Bevidstheden. Men Begivenheden selv har ikke afsat noget Billede derinde. Deraf kommer det almindelig kjendte Forhold, at Barnet ved Fremsigelsen af Leksen søger at huske, hvor det staar paa Siden, idet det ser den for sig. Enhver vil føle, at dette er intet virke-

Undervisningsplan 1890 s. 21 skann 25

Siter