Undervisningsplan 1890, s. 19 (skann 23)

–g Dog som vi ved, religiøst er Følelsen lige saa nødvendig som Erkjendelsen. «Det hører med til Undervisningens Kunst at vække en positiv Følelse for Erkjendelsens Gjenstande i Lærlingernes Sjæl, d. e. give Undervisningen en saadan Form, at den ikke blot tiltaler Forstanden, men ogsaa Følelsen. En Lærer som ikke forstaar at vække Foleljen for det Emne, som der bliver undervist i, altsaa ikke frembringer nogen Lyst og Kjærlighed til Tingen, han tærsker saa at sige tomt Straa; og kan han end ved Strenghed og Udholdenhed bibringe Lærlingen mange Slags Kundskaber, saa skader han dog hans Dannelse mere, end han hjælper den; thi det kan ikke blive noget Livselement for Mennesket, det som han ifte optager med fri Følelse. Navnlig er det ved den Undervisning, som har at gjøre med de høieste Gjenstande, f. Eks. Religi dervisningen, af den største Vigtighed, at ved Siden af Erkjendelsen ogsaa Følelsen bliver sat i Bevægelse» (Gymnasialdirektor Dr. Deinhardt)) Her er atter de historisk-anskuelige Billeder Grundlaget. Vi har seet, hvorledes disse Billeder sætter Barnets Erkjendelse i Arbeide. Men lige saa visst er det, at de sætter dets Følelse i Bevægelse. Ingen der virkelig har fortalt Bibelhistorie naturlig frit for Børn, vil have undgaaet at mærke, at de med inderlig glad Lyst hang ved Fortællingen. Ikke blot er det med glad Lystfølelse de føier hvert nyt Billede ind i sin rige Samling; men selve Vurderingen og Ordningen af dem hænger dybt sammen med Foleljen: de elsker de skjønne og afskyr de stygge; og dette er en betydningsfuld Virksomhed, en Retledning og Opøvelse af den moralske Følelse ir. Det er i den Henseende af uvurderlig Betydning, at Børnene saaledes historisk tager Parti. De historiske Billeder som fremviser det onde, er vigtige nok, og Undervisningen kan ikke undvære dem. Paa dem skal Børnene styrke sin Ulystfølelse over for det onde. Men endda mere trænges dog de Billeder, der straaler i Glansen af det gode. «Det er det bedste ved Historien – siger Kehr – at Lærlingen med Begeistring ranker sig op ad Menneskehedens skarpt udprægede historiske Skikkelser, søger ligesom disse Helteskikkelser at tilstræbe ædle Formaal med jernhaard onfefveng . . . . . og ligesom lader deres Kraft strømme over i fig". Selvfølgelig er den hellige Historie her den høieste. Verden eier ikke en slig Samling af Helte som dens høie Skikkelser med Mesteren i Midten – han som kun gik omkring og gjorde vel. Ikke blot aabenbarer de ædle Livskræfter sig her klarest og mest tiltalende, men her er det overhovedet Livets høieste Kræfter, som stilles frem til Børnenes anskuelige Betragtning og Kjærlighed. I Sammenhæng med denne saaledes udviklede Følelse er det, at Erkjendelsen kan flaa Hjerteroden dybt i Barnets Liv, saa at der udvikler sig ikke blot en Erkjendelse af det kristelige, men en kristelig Erkjendelse, en religiøst-sædelig Vilje og Karakter. Maalet er jo kristelig Personlighed. Videnskaben har paavist Følelsens Nødvendighed og Værd for Udviklingen af Vilje og Karakter; en af de betydeligste nyere Psykologer, Lotze, kalder saaledes Følelsen Drivkraften til al menneskelig Handling.

Undervisningsplan 1890 s. 19 skann 23

Siter