Undervisningsplan 1890, s. 16 (skann 20)

16 Dog diøse historisk anskuelige Billeder har ogsaa Betydning i en anden Retning: de giver Barnets Følelse Næring og Udvikling, og det paa en meget betydningsfuld Maade. Barnet harmer sig over, hvad af ondt og glæder sig over, hvad af godt de har at fremvise. Naar det saaledes ser Ondskaben, Sletheden, Lavheden osv. seirrig og stolt, blusser det af ædel Harme; det vender sig fra Skurken med den inderligste Afsk)) Men naar det ser Sandhed, Ædelmod, Høisind osv. gaa seirende frem, da svulmer dets Bryst af høi Glæde. Det folger den ædle Helt med varm Kjærlighed. Saaledes styrkes og retledes Barnets moralske Følelse, og Viljen faar gode Forudsætninger. Men dette sker ogsaa først, naar Historien staar for det i anskuelige Billeder. Saadan er den psykologiske Udviklingsgang i Barnet; og vi behøver ikke at følge den længer. Paa samme Maade gaar den videre: fra det mere konkrete til det mere abstrakte, fra det mere enkle til det mere sammensatte, fra det mere kjendsgjerningsmæssige til det mere fornuftsmæssige»). Saaledes arbeides der historisk fremover: Barnet lærer bedre baade at kjende og forstaa Menneskelivet, Samfundslivet, den synlige og usynlige Verden, Nødvendighedens Love og Frihedens Love, og det vinder Udvikling af Følelse, Vilje og Karakter. Dr. Beneke hævder i sin Opdragelseslære Nødvendigheden af en psykologisk rigtig Historieundervisning baade for Tænkning og Karakter. Gaar vi med diøse psykologiske Forudsætninger til Kristendomsundervisningen, kan vi nogenlunde let og sikkert optrække de Grundlnjer, hvorefter den maa gaa for mest muligt at kunne naa Maalet. Den begynder med den hellige Historie i mundtlig Fortælling. «Det staar fast, at Læreren paa det nederste og mellemste Trin har at fortælle den bibelske Historie frit i bibelst Sprog. (Skoledirektør Schurig) «Man fer af alt – siger Seminardir. Dr. Schumann , at den bibelske Historie for Religionsundervisningen ret egentlig gjør Fyldest overfor Anskuelsens Princip.... Dertil kommer, at den kristelige Religion ikke blot har en Historie, men væsentlig er Historie, som anskueliggjar det onde og det gode og endelig Udløsningen af det onde – i skarpt tegnede historiske Personer, saa at kristelig Religionskundskab netop er Kundskab om historiske Personers Vorden og Virken og Religionens høieste og dybeste Sandheder altid igjen selv paa de høieste Trin kan blive uddragne og forstaaelig fattede udaf de Personers Taler og Gjerninger, som er tegnede i den hellige Historie». Hvad før er sagt om Historieundervisningen i sin Almindelighed, gjælder aller mest her. Særlig vil jeg pege paa en Ting, der kan synes meget uvæsentlig og derfor let overses, men som er meget betydningsfuld for en god Undervisning. Det er at Læreren ved Forberedelsen til Fortællingen maa holde sig til de bedste Kilder. Som han maa fortælle *») Disøse Formler for Udviklingen vil man finde begrundede og tildels ordret udtrykte hos hele Rækken af fremragende pædagogiske Forfattere; jeg nævner bare nogle af de ftorfte: Komenius, Pestalozzi, Herbart, Diesterweg, Grundtvig osv.

Undervisningsplan 1890 s. 16 skann 20

Siter