Undervisningsplan 1890, s. 13 (skann 17)

183 – skabe en god Barneundervisning. Til den ene Side havde Rettroenheden eller Ortodoksien lagt hele sin Elsk og samlet Tidens Opmærksomhed paa Troeslæren. Med Anspændelsen af alle sine Kræfter havde den udarbeidet og fastslaaet det teologiske System. Troessætningerne eller Dogmerne var udtrykte i sine bestemte Formler. Kristendommen var som indkapslet i Dogmeformlerne, og det uvy altsaa at tilegne ig diøse. Til den anden Side var Vi sket, særlig Ps eller Videnskaben om Mꝛenneskesjælen, ie Kræfter og Udviklingsgang, neppe født end sige udviklet. Man vidste ikke, at Barnesjælen udvikler sig efter bestemte Love saaledes, at selv den bedste og høieste Kundskab ikke bliver til Udvikling og virkelig Livsberigelse, uden efter som den tilegnes paa naturstemmende Maade. Men Erfaringen havde givet rigelig Oplysning om, at Hukommelsen ordret kunde bevare en god Slump Kundskaber. Dogmatiken havde givet Formlerne for de høieste og vigtigste Sandheder; Pædagogiken vidfte, at Hukommelsen kunde opbevare dem med Troskab. Nu vel, saa kunde Folkeskolen trøstig give sig i Vei med at indhamre de dogmatiske Formler i Børnenes Hukommelse. (Puggelæsningen). Pontoppidans Forklaring som det sammentrængte dogmatiske System blev Førstemand i Skolen, og under den blev der ansat Lærere, der skulde sørge for at faa den ind i Hukommelsen. Børnenes Forstaaelse af denne «den høieste Filosofi» kunde selvfølgelig ikke blive Hovedsagen. Skolen var overveiende Religionsskole, og det blev da under de Forhold det samme som Dogmatikskole. Dogmatiken beherskede Undervisningen; og kom der lidt af andre Fag med, blev ogsaa de i større eller mindre Mon behandlede paa samme Maade: med mekanisk Indlæren af de abstrakte Erkjendelsesformler. Skolen var helt naturlig dreven ind i dette Spor, og konservativ som den efter sin Natur er, har den havt meget vanskeligt for at arbeide sig ud af det igjen, og dette aller mest for Religionsundervisningens Vedkommende. Imidlertid har Menneskehedens Tænkning og Opfatning paa disse Omraader gjort store Fremskridt. Teologien har arbeidet sig frem til den Erkjendelse, at Kristendommen traadte ind i Verden som historiske Kjendsgjerninger, at disse Kjendsgjerninger er det første og grundlæggende, mens det dogmatiske System er det andet, det afledede. Samtidig har Psykologien undersøgt Lovene for den sjælelige Udvikling og paavist, at saadan som Barnesjælen er og udvikler sig, maa al Undervisning begynde med Kjendsgjerningerne og derigjennem vinde frem til de almindelige Sandheder og den mere abstrakte Tænkning, hvad der for Religionsundervisningens Vedkommende vil sige, at man maa begynde med den bibelske Histories Kjendsgjerninger for derigjennem at modnes til en mest muligt forstaaelsesfuld Tilegnelse af Troeslærens mere abstrakte Sandheder. «Fra Historien til Læren».

Undervisningsplan 1890 s. 13 skann 17

Siter