Udtog af Norges Historie : Til Brug i Borger- og Almueskoler (1836), s. 47 (skann 49)

47 Danske havde valgt, paa Betingelser, der gjengad dem alle de Begunstigelser, Kristjern havde betaget dem, men dog ogsaa i andre Henseender vare patriotiske. Saaledes maatte Kongen frasige sig Titel af Arving til Norge, love at opsende de norske Rigsdokumenter, udelukke Fremmede fra Embederne, indlafe de skotske Øer og erhverve Bahuus tilbage, som de svenske havde besat. Frederik den 15te holdt Intet af hvad han havde lovet, og viste sig ellers af en meget troløs Natur. Dette tilligemed hans Yndest for den lutherske Reformation, som dengang begyndte at udbrede sig i Norden, og hvoraf heller ikke Kristjern den 2den havde været nogen Fiende i sit Hjerte, gjorde ham den katholske norske Geistlighed tiluvens. Bisper, som vare fordrevne fra Sverrig, hvor Reformationen var i Gang, og mellem dem den urolige Erkebisp Trolle, ophidsede den ogsaa, og da den landflygtige Kristjern vidste at han i den norffe Akmue havde fit bedste Medhold, lod han sig lettelig overtale til pludselig at lande i Oslo med en Hær om Høsten 1531. Erkebispen den kraftige Olaf Engebretssøn erklærede sig aabent for ham, og Rigsraadet opsagde Fredrik Troskaben paa Grund af en heel Række Klagepunkter, hvorpaa Kristjern hyldedes i Oslo. Han var nu Geistlighedens sidste Haab, og selv Kirkesølvet spartes ikke for at understøtte ham; men hans Vaaben vare uheldige, og den paafølgende Sommer lod han sig mod givet Leide føre ned til Frederik, som desuagtet fatte ham i Fængfel, der varede til hans Dødsdag 27 Aar derefter.

Udtog af Norges Historie : Til Brug i Borger- og Almueskoler (1836) s. 47 skann 49

Siter