Norges historie for folkeskolen (1895), s. 76 (skann 78)

76 Tvist med Sverige. landet og vakte liv blandt folk. Et aar reiste han over 5 500 kilometer, mest tilfods. Medens de rationalistiske prester præked tørt og koldt, holdt Hauge varmt frem den gamle lære, som presterne havde havt i den pietistiske tid, og vilde gjøre den gjældende i livet. Han blev derfor af flere holdt for en farlig sværmer, og da ingen paa den tid havde lov at tale i gudelige forsamlinger uden presterne, maatte han sidde 10 aar i fængsel. Siden levde han 10 aar i ro og døde paa gaarden Bredtvedt ved Kristiania (1824). Ved ham blev der en stor vækkelse. De vakte kaldtes haugianer; de sluttet sig sammen til en vennekreds, kom ofte ihop og holdt opbyggelser og skrev breve til hverandre. Over det hele land blev der snart et mere alvorligt kristenliv, ikke mindst blandt presterne, som blev paavirkede af troende universitetslærere. Det norske bibelselskab og det britiske kappedes om at sprede bibler og nytestamenter ud blandt folk. Provst Landstad gav ud en bedre kirkesalmebog. I 1842 blev det norske missionsselskab oprettet, og aaret efter drog Schreuder ud som missionær til Sulu i Afrika og virked der til sin død. Flere andre har ogsaa virket baade i Sulu og paa øen Madagaskar. Paa det sidste sted har fremgangen været størstt Men med endda større held har nordmanden Skrefsrud og dansken Børresen virket blandt santalerne i Indien. En sjømandsmissionsforening sender prester ud for at virke blandt sjømænd i fremmede havne; indre missionsforeninger virker i vort eget land, og afholdsforeninger kjæmper mod brugen af sterke drikke. Tvist med Sverige. Oskar I døde 1859, og da kom hans søn Karl paa tronen. Samme aar vedtog stortinget, at statholderposten skulde lægges ned. Karl havde lovet at gaa ind paa dette; men saa blanded svenskerne sig i sagen. De sa, posten ikke kunde lægges ned, uden den svenske rigsdag gik ind paa det. Karl gav efter for det svenske tryk, og i norsk statsraad negted han samtykke. Men endda var svenskerne ikke tilfredse. De vilde ha sagen afgjort i norsksvensk statsraad. Da sendte stortinget en adresse til kongen. I denne gjorde det gjældende, at den svenske rigsdag ikke havde noget at gjøre med forandringer af den norske grundlov. Aaret efter kom den svenske regjering frem med forslag om at forandre rigsakten. Den vilde ha et fælles storting med dobbelt saa mange svenske tingmænd som norske. 3 af de norske statsraader satte sig skarpt imod dette og gik ud af 4 vv»wwvvnæwwp»vp w»m

Norges historie for folkeskolen (1895) s. 76 skann 78

Siter