Norges historie for folkeskolen (1895), s. 45 (skann 47)

Oldenburgerne faar Norge. 45 ningen, og det hele døde hen, da mgerade ske til kongen, at han ikke skulde sætte udl til d og ikke kræve mere skat, end han havde ret til. Danskerne klaged ogsaa over svære skatter og over alle de tyskere, kongen drog ind i landet. Da Erik merked, det ikke lod sig gjøre, at smelte de 3 riger sammen, som han og Margreta havde stridt for, misted han lysten til at styre. Han for ud af landet med rigsskatterne og bosatte sig paa Gotland, og saa blev han afsat. kristoffer af Bayern (1442 –48), søstersøn til Erik, blev nu konge i alle 3 lande; men han maatte ta det paa en anden maade. Han satte ikke ind udenlandske embedsmænd. I Norge lod han Kansleren*) og rigsraadet styre, mens han selv bodde i Kjøbenhavn, som nu blev hovedstaden, og med dette styre var landet bedre tjent. Oldenborgerne faar Norge. Efter Kristoffer valgte danskerne en tysk greve, Kristian af Oldenburg, til konge, fordi han var arving til Holstein og Slesvig, som de vilde faa under Danmark igjen. I Sverige havde flere stormænd lyst til at bli konge. Af disse blev Karl Knutsson valgt. I Norge var der faa stormænd. Flere af de største ætter var uddøde, og i nogle var danske og tyske adelsmænd indgiftede og havde faat samme ret som indfødte. Mindre mægtige ætter havde blit til bønder, da der i landet ikke længer var nogen konge at tjene. Den mægtigste manden var Sigurd Jonsson af Giske. Han nedstammed fra Agnes, datter til Haakon Magnusson den ældre, og aatte over 1000 gaarde. Folket vilde ha ham til konge; men han vilde heller sidde i ro. Om nogen anden nordmand var der ikke tale. Rigsraadet nytted ikke leiligheden til at give landet en egen konge, saa det kunde reise sig op igjen og staa paa egne ben. En tysker og en danske, som havde sæde i raadet, virked for den danske kongen. Disse blev sendte til Danmark for at tinge om fred; men dette gjorde de paa den maaden, at de kom igjen med en dansk hær, og nu valgte de rigsraader, som var samlede i Oslo, Kristian til konge. Erkebispen Aslak Bolt blev nødt til at være med paa dette; men straks efter raadde han og nogle andre rigsraader folket at vælge den svenske kongen. Karl Knutsson blev ogsaa valgt, og Aslak Bolt kronte ham i Nidaros. Men paa et møde i Halmstad *) Kansleren var en geistlig embedsmand, som skrev og satte segl paa de kongelige breve.

Norges historie for folkeskolen (1895) s. 45 skann 47

Siter