Norges historie for folkeskolen (1895), s. 28 (skann 30)

28 Einar Tambeskjelver. Olav Kyrre. Einar Tambeskjelver havde længe været den gjæveste høvding i Trøndelagen. Han kjendte vel til lovene, og naar Harald ikke altid retted sig efter dem, men for haardt frem, stod Einar frem paa tingene og talte imod ham. De blev derfor uvenner. Saa var det engang, kongen vilde straffe en mand, som havde stjaalet. Denne havde før tjent hos Einar, og han havde likt ham godt. Nu væbned Einar mændene sine og satte ham paa frifod. Kongen vilde ikke finde sig i sligt. Men saa la folk sig imellem og vilde forlige dem. Det blev fastsat, at de skulde mødes paa kongsgaarden i Nidaros. Kongen gik ind i tingstuen med nogle faa mænd og lukte fjelen for ljoren. Einar lod sin søn Eindride staa udenfor døren med mandskabet. Da han kom ind, tog mændene paa ham. Nogle hug, og nogle stakk Da sa Einar: «Hvast bider kongens hunde.* Eindride hørte dette og skyndte sig ind; men begge blev nedhugne. Da Harald havde været konge i 20 aar, raadde engelskmanden Toste jarl ham til at fare til England og ta dette landet. Harald drog afsted med 240 skibe. Han vandt et stort slag og la under sig byen Vork og landet rundt omkring. Om natten var nordmændene paa skibene. Dagen efter gik Harald iland med. en del af hæren og vilde sætte ind styrere. Ingen havde brynje paa sig, for de vented ikke nogen modstand; men ved Standford bro kom den engelske kongen, Harald Godvinsson, mod dem med en stor hær. Toste gav det raad, at de skulde fare til skibene og siden kjæmpe med hele hæren fuldt væbnet; men Harald vilde ikke fly. Han stilte sine mænd op i en ring med skjold ved skjold. Den fremste raden stødte spydskafterne mod jorden og vendte odderne mod hestfolkene, og den andre raden retted spydodderne mod heste og fodfolk. Indenfor var bueskytterne. Engelskmændene red frem, men kunde ikke bryde denne fylkingen. Saa red de tilbage og vilde ta nyt stormløb. Nordmændene trodde, de flydde, og brød selv ringen for at sætte efter dem. Men da de kom igjen, blev striden skarp. Harald Haardraade gik foran fylkingen og hug med begge hænder. Alt maatte vige for ham, og engelskmændene var nær ved at fly. Men saa blev han rammet af en pil i struben og faldt, og de fleste af mændene hans blev liggende paa slagmarken. Olav Kyrre (1066—93) var en mild og dygtig styrer. Han havde ikke ufred med grandekongerne; derfor blev han kaldt Kyrre, det er den rolige. Der var gode aaringer, og folk

Norges historie for folkeskolen (1895) s. 28 skann 30

Siter