Norges historie for folkeskolen (1895), s. 29 (skann 31)

Olav Kyrre. Magnus Barfot. 29 stod sig godt. Husene blev bedre indrettede først paa kongsgaardene og siden efter hvert paa andre gaarde. Olav lod mure ovne af sten; i væggene satte han smaa glasruder, og til gulv la han stenheller. Gulvet var høiere ved den tvervæggen, som vendte mod indgangsdøren. Ved denne væg stod en bænk, og midt paa denne havde kongen høisædet sit. Fra dette kunde han se ud over hele stuen. Paa en bænk et stykke fra væggen sad de gjæveste høvdinger saaledes, at de vendte ansigtet mod kongen. Ved maaltiderne sattes som før borde foran bænkene. De fornemste hirdmænd gjorde skiftevis tjeneste ved kongens bord; derfor blev de kaldte skutelsvende (af skutel, det er bord). Yngre hirdmænd stod ved bordene med kjerter eller lys; de kaldtes kjertesvende. Fine klæder af silke og skarlagen kom i brug. Olav satte ind bisper og prester og bygde mange kirker. Den prægtigste af disse var Kristkirken i Nidaros. Paa alteret i denne satte han Hellig-Olavs sølvskrin. Kristendommen gjorde folk mildere. De holdt ikke længer træler, og det blev slut med vikingetogene. Isteden handled de mer med udlændingerne; derfor satte mange sig ned i byer. De ældre byer gik frem, og Olav la grunden til Bergen, som snart blev den største handelsstad i Norge. – Olav forbød omgangslag med drik og slagsmaal, men fik istand gilder. Gildebrødrene stod under strenge love; de holdt lag i gildeskaalen, som var bygt til det. Kvinder kunde ogsaa være med. Presterne signed disse lag til ære for Kristus og helgenerne og saa efter, at alt gik sømmeligt til. Magnus Barfot (1093—1 103) var ulig far sin. Tit sa han: ,Kongerne skal mere se paa æren end paa et langt liv.» Og størst ære syntes han det var at være en dygtig stridsmand. Først vendte han sig mod vest og la under sig øerne ved Skotland. Efter den tid maatte jarlen paa Orknøene og kongen paa Sudrøerne betale skat til den norske kongen over 150 aar. Da han var der vest, klædte han sig som en skotte med kort kjole uden bukser; derfor blev han kaldt Barfot. Siden kjæmped han mod kong Inge i Sverige og vilde ta Dalsland, saa Gøtaelven og Venern skulde bli skifte mellem landene; men de blev forligte saaledes, at Magnus gifted sig med Margreta, datter til Inge, og fik Dalsland i hjemmefølge. Tilsidst for Magnus til Irland med en hær og la et stykke af landet under sig; men da han laged sig til hjemfærd, tog irerne uventet paa ham i en myr. Nordmændene verged sig mandigt og hug irerne ned som bufæ. Magnus fik et saar af et spyd,

Norges historie for folkeskolen (1895) s. 29 skann 31

Siter