Udtog af Norges Historie : Til Brug i Borger- og Almueskoler (1836), s. 25 (skann 27)

25 . altid kom paa Benene igjen efter Nederlagene, og Norge til sin Halvfarbroder Harald «Haarderaade,» Søn af Sigurd Sir. Harald havde allerede Aaret før Magnus's Død erholdt Andeel i Regjeringen, og var af Bonden Thorer af Steig, efter Landets Skik, givet Kongenavn paa Eidsevjuathing mod at overlade Magnus Halvdelen af sine Rigdomme. Denne barske Krigsmand, havde nemlig siden den blodige Dag paa Stiklestad vundet meget Guld og stor Ære som Anfører for den græske Keisers Livvagt i Myklegard eller Konstantinopel, der bestod af alskens nordiske Folk, hvilke vare berømte for Troskab og Tapperhed; men nu fik han at gjøre med de stivnakkede norske Stormænd og med den utrættelige Svend. Omsider maatte han opgive Krigen med denne, efterat den dog havde foranlediget Oslos Anlæggelse 1058, idet Kongen nemlig der baade havde let for at trække Krigsstyrke til sig fra Landets Indre og at sætte tilsiøs i Orlog. Høvdingerne holdt han i Skræk efterat have begaaet det uværdige Snigmord paa den af Magnus saa høit betroede Gubbe Einar Thambeskjælver og hans Søn Eindrid, hvilket afstedkom en Opstand under den oplandske Jarl Hakon Ivarsøn, som kun dæmpedes ved Mægling af Arnessønnernes Familie. Kalf Arnessøn, der havde staaet i Spidsen for Opstanden mod Olaf den Hellige, fandt dog snart efter, at den ikke kunde stole paa Harald. Han sendtes til Danmark, hvor han faldt, og Broderen Find tog Flugten did. Og nu kunde da Harald sige at han herskede alene. Men 1066 faldt Harald

Udtog af Norges Historie : Til Brug i Borger- og Almueskoler (1836) s. 25 skann 27

Siter