Udtog af Norges Historie : Til Brug i Borger- og Almueskoler (1836), s. 21 (skann 23)

21 Jarlerne Erik og Svend Hakonssønner førte nu i 15 Aar en Regjering, der var priselig i Alt undtagen i at de erkjendte svensk og dansk Lehnshøjhed. De fremmede heller ikke Kristendommen synderligt, skjøndt de selv vare Kristne. Stor Magt havde de heller ikke at anvende, og deres tolerante og godmodige Sindelag overlod derfor den bedre Sag at felre ved sig selv. Eriks Fravær i England benyttede den, ligesom Olaf Tryggvessøn, efter mange Eventyi fremmede Lande hjemkomne Olaf, Sønnesøns-Søn af Harald Haarfager, til at slaa Svend og lade sig af Høvdingerne paa Oplandet paa Eidsvjuathing vælge til Konge 1015. Olaf den 2den «den Hellige», Søn af en Fylkekonge paa Oplandene, Harald Grænske, og opdragen hos Sigurd Sir, en mægtig Jorddrot paa Ringerige, kom strax i et langvarigt Fienskab med den svenske Konge Olaf Skotkonnung, idet han ikke vilde erkjende Sverrigs for Norge vanærende Lehnshøihed. Olaf hang de svenske Skatkrævere frisktvæk op, og hævdede Riget inden dets Grændser alt til Gothelven. Men denne Ufred var ikke efter det svenske Folks Vilje, som endog tilsidst tvang sin Konge at give efter, endskjøndt han ogsaa havde en gammel Gaas at plukke med Olaf, der i sin Ungdom havde gjæstet ham slemt paa Vikingsviis rundt Mælaren, hvorfra han dog var sluppen bort ved at grave en Kanal, mens Svenskekongen holdt Udløbet spærret. Olaf stod sig heller ikke godt med Høvdingerne, der ikke taalte meget as en saa myndig og uforfærdet Konge, hvis Religions-

Udtog af Norges Historie : Til Brug i Borger- og Almueskoler (1836) s. 21 skann 23

Siter