Norges historie for folkeskolen (1895), s. 71 (skann 73)

Embedsmændene. Norskt flag. 71 Wergeland var føreren deress Da sendte den svenske statholder en flok soldater, og disse drev folket fra torvet («torveslaget») Nordmændene blev sinte paa statholderen, og da han kort efter døde, satte kongen ikke mere ind nogen svenske til statholder, og folk har siden altid holdt fest paa grundlovsdagen. De udenrigske sager har siden 1814 j styrde ak den svenske udenri ; men nord har havt grund til at være utilfredse med dette styre. Det skjønner vi allerbedst af den saakaldte bodøsag. Nogle engelske handelsmænd holdt paa at smugle en mængde varer ind til Bodø og andre steder i Nordland uden at betale tolde Toldembedsmændene beslagla nogle af disse varer; men skurkene trued dem paa livet, brød op toldboden og tog varerne igjen med magt, og da de kom hjem igjen til England, var de tilmed saa skamløse, at de fordred godtgjørelse. Merkelig nok tog den engelske regjering sig af disse kjeltringer, og næsten uforklarlig er det, at den svenske udenrigsminister ogsaa holdt med dem. Derved blev sagen saa slet afgjort, at den norske statskasse maatte ud med 320 000 kr. Efter dette vilde stortinget at kongen skulde ta den norske statsminister med paa raad, naar udenrigske sager skulde afgjøres; men dette gjorde han ikke før 8 aar efter (1835). Embedsmænd og bønder var saa ulige i dannelse og tænkemaade, at rivninger og partivæsen ikke længe kunde undgaas. Embeds- eller bydannelsen var en aflægger fra Danmark. Bondedannelsen havde sin rod i det ældgamle norske. Embedsmændene var fra dansketiden vante til at være de styrende. Bønderne havde i 500 aar været udenfor alt styre; men med et gav grundloven dem den største magt, da 2 tredjeparter af stortingsmændene skulde vælges fra landsbygderne og 1 tredjepart fra byerne. De første aar holdt de sig til embedsmændene og valgte aldrig over 20 bønder; men efter julirevolutionen i Frankrige (1830) dukked der op en ny frihedsrørelse, og nu tog de til at vælge mænd af sin egen midte. I 1833 mødte der ikke mindre end 45 bønder paa tinget, og nu skilte dette sig i et embedsparti og et bondeparti. Bønderne havde siddet i smaa kaar, og længe var derfor sp lighed i statshusholdni deres høieste formaal; men de skjønte, at grundloven havde givet dem megen magt, og derfor satte de sig imod alle forslag til ændringer af den, enten de kom fra kongen eller andre. Deres fører Ole Gabriel

Norges historie for folkeskolen (1895) s. 71 skann 73

Siter