Norges historie for folkeskolen (1895), s. 56 (skann 58)

56 Kristian 5. Den store nordiske krig. sprog. Af den grund satte de ikke den danske nationalitet høiere end den norske, men søgte at gjøre lige meget for begge folk og strævde med at smelte dem sammen til et. Men da de drog indtægterne af Norge ned til Danmark, der de bodde, maatte Norge ligevel bli tilsidesat. En stor del af skatterne blev brugt til et ødselt hoflivr og til bygning af prægtige slotte. Kristian 5 (1670—99) grunded en ny adel af grever og baroner, som for det meste var indvandrede tyskere. Denne tyske adelen fortrængte nu den danske, ligesom den danske havde fortrængt den norske. I Norge blev der oprettet 2 grevskaber, Larvik for statholder Gyldenløve, halvbror til kongen, og Tunsberg for Peter Schumacher, som nu fik adelsret og blev kaldt Griffenfeldt. Denne var søn af en vinhandler i Kjøbenhavn, men kom saa hoit op, fordi han var en ualmindelig dygtig statsmand. Men mange stormænd blev misundte i ham. De fik ham domt tildøde; men da han skulde halshugges, kom der et kongeligt bud, som raabte: ,,Naade !* Istedenfor dædsstraf skulde han sidde i fængsel paa livstid. Forst sad han 4 aar i Kjebenhavn og saa 18 aar paa Munkholmens fæstning i Trondhjem. Da slap han ud; men aaret efter døde han. Grevskabet hans solgtes til tyskeren Wedel og blev siden kaldt Jarlsberg. Kristian gav ud en norsk lovbog, som var meget lig den danske. Nu blev Magnus Lagabøters lov sat ud af kraft; men odelsretten blev staaende. Sorenskriverne blev nu virkelige dommere. Gudstjenesten ordnedes ligt i begge riger. Salmedigteren Kingo gav ud en kirkesalmebog. Den norske digter Peter Dass skrev «Nordlands trompet». Efter en ildebrand i Stavanger flyttedes bispesædet til Kristiansand. Gyldenløvsfeiden. Hæren og flaaden var sat i god stand. Kristian 5 mente derfor, han kunde vinde de tabte landskaber tilbage; derfor begyndte han ufred med Spverige. I denne tog nordmændene Jemtland, og de gik ogsaa seirende frem i Baahuslen under den tapre Gyldenløve, som ufreden. fik navn efter; men danskerne tabte flere slag i Skaane (den skaanske krig), og Kristian maatte derfor slutte fred uden at faa noget landskab. Ufreden kosted mange penge, og da der blev ødslet bort meget ved hoffet, kom rigerne i svær gjæld. For at klare denne la Kristian ikke alene paa svære skatter, men han nytted ogsaa sin enevældige magt til at leie ud flere tusend norske og danske soldater til andre konger og tog selv betalingen. Sønnen hans gjorde ogsaa det.

Norges historie for folkeskolen (1895) s. 56 skann 58

Siter