Norges historie for folkeskolen (1895), s. 52 (skann 54)

52 Kristian 4. mænd herje. De førte et ryggesløst liv. Trondhjems domkirke brugte de til stald. Da vilde trønderne gjerne faa dem væk. I Bergen samled lensherren bønder og bymænd og ' sendte 3 skibe til hjælp. Kollart maatte stænge sig inde paa Stenviksholm fæstning; men der var for lidet vand. Da han havde brugt sjøvand en uge, gav han sig. Søndenfjelds herjed svenskerne endda værre. Hamar - domkirke blev opbrændt. I Oslo satte borgerne selv ild paa byen, for at svenskerne ikke skulde faa holde sig der. Svenskerne kringsatte Akershus; men saa kom der hjælp fra Bergen, og da blev de drevne væk. Siden blev ogsaa Sarpsborg brændt. Svenskerne bar sig ad som røvere. De dræbte endog kvinder og børn. Ufreden varde i 7 aar. Da blev der fred. Fredrik maatte give op kravet paa Sverige. Istedenfor Sarpsborg lod han bygge Fredrikstad ved Glommens udløb. Kristian 4 (1588—1648) gjorde mere for Norge end nogen anden af de oldenburgske konger. De fleste af dem gjested landet bare en eneste gang, og 2 kom aldrig herop; men Kristian 4 var her mindst 25 gange. Han holdt møder (herredage) med de fornemste mænd og gjorde, hvad han kunde, for låndets opkomst. Gjerne saa han indom til bønderne. Engang var han i et bondebryllup. Han var streng mod de danske fogder, som plaged bønderne. Den ene efter den andre blev afsat eller dømt til bøder. Da de danske embedsmænd ikke forstod Magnus Lagabøters lov og tit dømte galt, lod Kristian loven oversætte paa dansk. Folk fik bedre greie paa den lutherske lære og blev mere oplyste. Sjøfart og handel tog til. Nordmændene blev dygtige sjømænd som i gamle dage. Byerne gik frem. Da Oslo blev ødelagt i en ildebrand, lod Kristian byen flytte længere mod vest og kaldte den Kristiania. Han la ogsaa grunden til Kristiansand. Bergverksdriften kom i god gang. Kongsbergs sølvverk og Røros kobberverk blev grundlagt. Kristian fik ufred med Sverige, især fordi den svenske kongen vilde ha Finmarken. I denne tog Kristian Kalmar by og fæstning; derfor blev den kaldt Kalmarkrigen. Men i Norge kaldtes den Skottekrigen efter en hjælpehær paa 3—8400 mand, som den svenske kongen Gustav Adolf lod hverve i Skotland. Skotterne landed i Romsdalen og mødte ingen modstand, før de kom til den bratte li Kringen i Gudbrandsdalen Men her havde gudbrandsdølerne samlet sig «med skarpe økser paa nakke*. Fogden og lensmændene var førerne deres. De velted stok og sten ned paa skotterne.

Norges historie for folkeskolen (1895) s. 52 skann 54

Siter