Norges historie for folkeskolen (1895), s. 50 (skann 52)

50 Danskestyret. de katolske prester døde, blev udygtige mænd somme steder satte til prester. Disse kunde ikke vinde folk for den nye lære. Bønderne holdt for det meste fast ved den gamle. Somme mente, de tjente Gud ved at drive de nye prester væk eller dræbe dem. En bonde i Telemarken dræbte 3 prester, og søn hans bad Gud om at faa dræbe ligesaa mange. Flere prestegjeld var uden prester i lang tide Folk glemte den gamle lære og lærte ikke den nye. De sank derfor ned i uvidenhed og raaskab. Det varde næsten 100 aar, før den lutherske lære vandt rigtig indgang. I denne mørke tid var der dog nogle, som virked med kraft for sand oplysning og et alvorligt kristeligt liv. Ingen gjorde saa meget som bispen Jørgen Erikssøn i Stavanger. Han er derfor blit kaldt Norges Luther. Hans medarbeider og bedste støtte, provsten Peder Klausson i Undal, oversatte kongesagaerne paa dansk. Efter hans død blev de trykte. Senere blev de en kjær læsning for norske bønder. De holdt vedlige mindet om den gamle stortid. Danskestyret havde i lang tid armet Norge ud. Der var ikke længer nogen norsk adel til at holde landets selvstændighed oppe. De lutherske bisper skulde ikke ha nogen verdslig magt. De kunde ikke være med i noget rigsraad som de katolske. Landet var derfor høvdingløst. Paa en rigsdag i Kjøbenhavn (1536) loved Kristian 3 den danske adel, at Norge ikke længer skulde være et eget rige, men styres som et danskt landskab. Nordmændene fik ikke vide dette før 100 aar efter. De fandt sig rolig i, at det norske rigsraad blev ophævet. Dette havde længe havt liden anseelse. Landet blev regnet for et eget rige som før, og nordmændene fik ha sine gamle love. Men danske adelsmænd fik alle len, og nu vilde de ogsaa ta gaardene fra de norske bønder og trykke dem ned i trældom, som de havde gjort med de danske. Men her stopped det for det meste op for dem. Der var mange odelsbønder i Norge, og selv leilændingerne sad som frie mænd paa gaardene, naar de betalte den afgift, som loven fastsatte. Den gamle bondefrihed vilde bønderne ikke give slip paa. Naar nu de danske embedsmænd forgreb sig mod de norske love, klaged bønderne, og hjalp ikke dette, reiste de sig. Endnu havde hver voksen kar de gamle vaaben. Sverd og spyd, økser og pile var vel for gammeldagse i krig, men gode nok i striden mod gridske fogder. Det var livsfarligt at give sig i kast med den norske bonden; derfor vaaged ikke mange at gjøre det. Tit tog ogsaa kongerne sig ! ! ] ]

Norges historie for folkeskolen (1895) s. 50 skann 52

Siter