Norges historie for folkeskolen (1895), s. 37 (skann 39)

Baglerne. Haakon Haakonsson. 37 paa gang. Tilsidst tog han deres faste borg ved Tunsberg; men borgmændene gav sig ikke, før sult og sygdom nødte dem til det. Sverre lod da passe de syge bagler, som det var hans egne mænd. I Tunsberg blev Sverre syg, og saa for han til Bergen. Da han kjendte, det blev enden, lod han sig bære i høisædet og sa: ,Dør jeg her blandt vennerne mine, saa blir jeg ikke nedhuggen for hund og ravn, som bisp Nikolaus venter. Gud tilgive uvennerne mine og dømme os imellem!» Saa døde han 51 aar gammel og blev gravlagt i domkirken med stor stas, endda han var bansat. Han var liden af vekst, men tyk og sterk. For det meste aad han bare et maaltid om dagen, og aldrig drak han vetet ifra sig. Han var klog og lærd og en stor taler. Sverres søn Haakon blev nu konge. Han ligned far sin i klogskab og lærdom, og da han var en mild og god styrer og forligte sig med erkebispen, gav alt folket sig under ham, og landet fik fred; men allerede nytaarsdag 1204 døde han, og da man siden mente, at Sverres æt var uddød, blev Inge Baardsson (1204—117) konge. Men baglerne vilde ikke staa under ham, og nu tog ufreden til igjen. En vinter kom baglerne uventet over birkebeinerne i Nidaross Det var i et bryllup, og de fleste birkebeinere gik drukne tilsengs; men om natten blev de opskræmte. Baglerne for fra hus til hus og herjed. Mange blev dræbte; men flere fik fly. Halvnaken svømte kong Inge over Nidelven; men da han kom over, var han saa træt og forfrossen, at han blev liggende i bakken. Men saa tog den trofaste Reidulv kappen sin og svøbte om ham og bar ham paa ryggen op til en gaard, og da var han berget. Saaledes gik det nogle aar med herjing paa begge sider; men saa blev de trætte og forligte sig. Baglerkongen Filippus skulde faa Sverres datter Kristina til egte og raa for Viken og Oplandene, og nu blev det slut med ufreden mellem bagler og birkebeiner. Haakon Haakonsson (1217—963) blev født paa Folkenborg (i Eidsberg), efter at far hans, Haakon Sverresson, var død. Inga, mor hans, holdt sig skjult med barnet hos presten Trond, for hun var ræd baglerne. Aaret efter fik presten med sig Erlend paa Huseby for at føre mor og barn til Nidaros. Juleaften kom de til nogle birkebeinere paa Hamar. Bispen der fik nys om det og bad dem til sig. De trodde ham ikke og sa, de kunde ikke komme før efter jul, for de var saa trætte; men før det blev lyst anden juledag, kjørte de nord-

Norges historie for folkeskolen (1895) s. 37 skann 39

Siter