Norges Historie : Læse- og Lærebog for Almue- og Borgerskoler (1859), s. 89 (skann 91)

»»90 89 sagde Drengen, til at flygte saa snart som muligt; thi Nordmændene samle mange Folk. – Men de norske Smaaskibe, som samlede sig, vare uheldige, og Røverne udplyndrede paany Biskopsgaarden og Kongsgaarden og lagde en stor Del af Byen i Aske. I Norge var forøvrigt Tilstanden sørgelig under denne Konges Regjering; saaledes klagede Indbyggerne i Helgeland og Finmarken for Erik over Russer og Hedninger, som tilføiede dem stor Skade, ihjelsloge Folk og fangede og bortførte Kvinder. Almuen i Rakkestad og i Tunsberg Len besværede sig ligeledes over de Skatter, som Fogden fordrede, og meldte Kongen, at de ikke længer kunde udholde at betale dem, men heller vilde forlade baade Harv og Plog og flygte fra Lenet. Men Klagerne hjalp ikke. I det Søndenfjeldske gjorde Almuen 10 Aar senere Opstand under Amund Sigurdssøn og Halvard Graatop; Rigsraadet maatte tilstaa dem Fred og Forlig og love at skrive til Kongen og paa Banbdernes Vegne fordre, at han for Fremtiden ikke skulde indsætte udenlandske Embedsmænd i Norge, som hidtil havde gjort saa stor Uret, at han skulde slaa god Mynt og lade Rigets Segl komme tilbage til Landet, hvor det fra gammel Tid og bestandig havde været, saa at Norges Mænd ikke længere behøvede at løbe udenlands efter sit eget Segl, og endelig at han skulde ophæve de ulovlige Skatter, som umilde Fogder havde paalagt, paa det at ei Landet aldeles skulde lægges øde. I Sverige var Opstanden før udbrudt; ogsaa her huserede d: fremmede Fogder grumt og inddreve med ubarmhjertig Strenghed de svære Skatter; værst af dem alle var Jøsse Erikssøn; Sagnet fortæller med Overdrivelse om ham, at, naar han havde udpantet Bondens sidste Hest, spendte han

Norges Historie : Læse- og Lærebog for Almue- og Borgerskoler (1859) s. 89 skann 91

Siter