SKARD English

Norges Historie : Læse- og Lærebog for Almue- og Borgerskoler (1859) s. 73 skann 75

at de vilde gjøre ham længere, eftersom de syntes, at han voxede for sent). Haakon var kun 13 Aar gammel, da han blev Konge efter Inges Død; Baglernes Konge Filippus døde paa denne Tid, og nu ophørte Stridighederne mellem Bagler og Birkebeiner, ja Baglerne hjalp endog Birkebeinerne til at ødelægge en ny Flok, Slitungerne, som reiste sig mod Haakon under Anforsel af en forløben Prest ved Navn Bene Skindkniv. Kort efter overvandt Haakon et nyt Parti, som kaldte sig Ribbunger; men den haardeste Kamp havde han endnu at bestaa med Skule Baardssøn. Denne Skule, som var Kong Inges Halvbroder, havde ogsaa gjort Fordring paa Riget efter sin Broders Død; men Haakon havde forligt sig med ham og givet ham Tredieparten af Riget; Skule Jarl vedblev dog fremdeles med sine Fordringer, og det, uagtet Haakon paa et stort Rigsmsde i Bergen 1223, hvor Landets fornemste og mægtigste Mænd vare tilstede, af alle erklæredes for at være mest berettiget til Kongedømmet, og uagtet Kongen havde egtet hans Datter og givet ham Tittel af Hertug. Han antog Kongenavn, samlede sine Tilhængere og kaldte sin Flot Varbelger. I Begyndelsen var han heldig, overvandt Kong Haakons Mænd i et Slag paa Romerike, men efter Nederlaget ved Oslo maatte han flygte?) nordover til Nidaros. En Morgen tidlig blev han her overfalden af Birkebeinerne; Skule vaagnede, da han hørte Stormklokken, klædte sig paa, tog sine Vaaben og sendte sine Svende ud i Byen for at lade Varbelgerne samle sig; men man adløsd ikke hans Befaling, og hans Tilhængere flygtede til Kirkerne. Skule selv satte over Nidelven og skjulte ns Barnttet af !) I Haakon Haak. Saga Kap. 4—11 fortælles mere om han dom og om Helge Hvasse. – Haakons Saga er for Sturle Thordssøn. ») Haak. Haak. Saga Kap. 238.
Skann 75 av Norges Historie : Læse- og Lærebog for Almue- og Borgerskoler (1859)
Skann i full størrelse hos Nasjonalbiblioteket

Siter

Læreplanatlas. «Norges Historie : Læse- og Lærebog for Almue- og Borgerskoler (1859), s. 73». Versjon 2026-09-28. /boker/petersen-norgeshistorie-1859/s/75/