SKARD English

Norges Historie : Læse- og Lærebog for Almue- og Borgerskoler (1859) s. 65 skann 67

65 da nu Magnus var bleven Konge, maatte han holde dette Løfte, men blev dog den danske Konges Jarl. Magnus var ikke Kongesøn og havde saaledes efter Loven ingen Ret til Kongedømmet; men Erling erklærede Norges Krone for at være Hellig Olafs Eiendom, og derved fik han den magtige Erkebiskop Øystein) med Geistligheden paa sin Side; denne salvede og kronede ogsaa Magnus, og dette var den første Kroning, som fandt Sted i Norge. Flere Modstandere havde hidtil reist sig mod Erling; men de vare alle let blevne overvundne. Da fremstod Birkebeinerne. Der var en Mand, som hed Øystein Møyla?) og udgav fig for en Søn af Kong Øystein Haraldssøn; han fik Hjælp fra Sverige, og da han kom til Norge, stimlede mange Folk til ham; de vare pengearme og røvede vidt omfring, hvorfor Bønderne samlede Mandskab mod dem; men naar de tabte, flygtede de til Skovene og Ødemarkerne og opholdt sig her længe. Saaledes gik Klæderne af dem, saa at de spændte Næver om sine Skinneben, hvorfor Bønderne kaldte dem Birkebeiner; det var et haardt Folk og de vaabenjærveste Mænd. Magnus havde været Konge i 13 Aar, da Birkebeinerne begyndte at reise sig; de erobrede Nidaros, hvor Øystein Møyla toges til Konge af Thrønderne, som ikke likte Erling; men efter et Par Aars Forløb bleve Birkebeinerne slagne paa Re ved Tungberg), og her faldt deres Konge Øystein 1177. De slagne Birkebeiner flygtede nu uden Anfsrer til Vær!) Han paabegyndte en Ombygning af Olaf Kyrres Christkirke eller Domkirken i Throndhjem. ») Møyla betyder «den lille Mø.» 3) Læs om Øysteins Fald og den tappre Birkebeiner. Snorre Kap. 882. Med Slaget paa Re ender Snorre Sturlassøns norske Kongesagaer og ligeledes en anden kortere Samling af Kongesagaer, som kaldes Fagrskinna. 0
Skann 67 av Norges Historie : Læse- og Lærebog for Almue- og Borgerskoler (1859)
Skann i full størrelse hos Nasjonalbiblioteket

Siter

Læreplanatlas. «Norges Historie : Læse- og Lærebog for Almue- og Borgerskoler (1859), s. 65». Versjon 2026-09-28. /boker/petersen-norgeshistorie-1859/s/67/