Norges Historie : Læse- og Lærebog for Almue- og Borgerskoler (1859), s. 132 (skann 134)

132 38. Fredrik 111. 1648–1670. Enevoldsmagten 1660. Efter Kristians Død stod Thronen ledig et Par Maaneder; da valgtes hans Søn Fredrik den Tredie, som dengang var Erkebiskop i Bremen, men først efter i sin Haandfestning at have indrømmet den mægtige Adel uhyre Rettigheder; det var den strengeste Haandfestning, som nogen Konge havde underskrevet, men ogsaa den sidste. Paa den Tid regjerede Karl Gustav i Sverige; han var indviklet i Krig med Polen, og Rygtet fortalte, at han her havde været meget uheldig. De Danske vilde benytte denne Anledning til at faa de tabte Provindser tilbage, og man erklærede Sverige Krig i Aaret 1657, men meget overilet og ubesindigt; thi Danmark var i Gjeld, Fæstningerne forfaldne og Hæren og Flaaden i en daarlig Stand. Snart kom man ogsaa til at angre Krigserklæringen. Karl forlod hurtigt Polen; inden Aarets Udgang havde han Holsten, Slesvig og Iylland i sin Magt, og, da der i Begyndelsen af 1658 indtraf en ualmindelig streng Vinter, marscherede han tvers over det tilfrosne Lillebelt til Fyen og derfra ligeledes over Isen til Langeland, Laaland og Falster. I Februar Maaned stod han med sin Hær ved Vordingborg paa Sjæland. Det var et voveligt Foretagende af den modige Karl; men han lod sig ikke afskrække; mellem Iylland og Fyen sank et Par Kompagnier og hans egen Vogn, og imellem Fyen og Langeland gik Vandet en Alen op paa Slæderne. I Danmat var alt i den største Bestyrtelse; man sendte Gesandter til Vordingborg; man bød Seierherren Skaane Halland og Blekinge, men forgjeves; Gesandterne vendte tilbage, og Karl Gustav fulgte efter. Føorst i Roskilde indgik han paa Fred. Danmark afstod de norske Provindser Baahus Len og Thrond-

Norges Historie : Læse- og Lærebog for Almue- og Borgerskoler (1859) s. 132 skann 134

Siter