Norges Historie : Læse- og Lærebog for Almue- og Borgerskoler (1859), s. 116 (skann 118)

116 havde Olaf Engelbrektssøn løsladt de sængslede Sendebud og givet dem Fuldmagt til at slutte Fred med Kongen paa den Betingelse, at Norge skulde beholde sine gamle Friheder. Men Fredstilbudene bleve ikke antagne. Kongen maatte paa en 1536 Herredag i Kjøbenhavn love Adelen at erobre Norge, og at Norge herefter ikke skulde være et felvstændigt Rige, men bestyres som en Provinds af Danmart. Olaf Engelbrektssøn ansaa Alt for tabt, og i Begyndelsen af 1537 forlod han Norge. En dansk Hær bemæøgtigede sig derpaa de faste Punkter, som endnu ikke vare i Kristians Hænder, og Kongen kunde saaledes opfylde sit Løfte til den danske Adel. Norge tabte sin Selvstændighed; det norske Rigsraad ophævedes, og en Statholder og en Kanøler skulde for Eftertiden bestyre Riget. Paa Rigsdagen i 1536 indførtes den lutherske Reformation; Kirkegodset blev inddraget, Klostrene ophævedes, og ved en Kirkeordinants bestemtes Kirkeskikkene. I Danmark, hvor Luthers Lære overalt var forkyndt og overalt havde talrige Tilhængere, modtoges Paabudet om Reformationens Indførelse med Glæde. Anderledes var Forholdet i Norge, hvor den nye Lære kun paa enkelte Steder var forkyndt, og hvor Folkets Masse neppe kjendte Luther af Navn. Her maatte Reformationen med Tvang indføres, og danske Høvedsmænd droge om i Landet, plyndrende Kirker og Klostre. Flere katholske Prester afsattes, men man havde kun faa nye lutherske Lærere at skaffe istedet. Folket, som endnu ikke havde fattet oen nye Læres Fortrin, dræbte og forjoge mangesteds de nye Prester, og det er derfor iffe at undres over, at den største Vankundighed udbredte sig rundt om i Landet, og at der gik lang Tid hen, førend Folket skjønnede, hvilke herlige

Norges Historie : Læse- og Lærebog for Almue- og Borgerskoler (1859) s. 116 skann 118

Siter