Udtog af Norges Historie : Til Brug i Borger- og Almueskoler (1836), s. 31 (skann 33)

31 eller Egnene om Oslofjorden. Erkebispen kronte nu vel Magnus i Bergen 1164; men hvor liden Ro han fik, kan man see af at Erling maatte faa Bugt med baade en Søn af Sigurd Mund, af Magnus Barfod og af Eystein, dennes Søn. Han henrettede desforuden sin egen Hustrues Søn med Sigurd Mund, og endda fremtraadte der en ny enten virkelig eller foregiven Søn af denne Konge, ved Navn Sverrer, som endelig efter megen afvexlende Skjebne fik Erling og Kong Magnus flagne 1184. Hans eller den gillffe Æts Parti, der kaldtes «Bjerkebeiner» fordi de engang af Nød havde brugt Næversko, blevnuilang Tid det herskende, indtil disse blodige Familiestridigheders Ende opløste alle Partier. Kong Sverrer behøvede alle sine udmærkede Aandsegenskaber og Krigsdygtighed forat holde sig i dette Borgerkrigenes mest stormende Tidsrum. Hans Ædelsind, der, saavel som hans Snille og Lærdom, lagdes for Dagen søDagen i en smnk Liigtale over hans Medbeiler, blev kun lidet forstaaet af de ærgjerrige Urostiftere; og derfor maatte han meest med Hærførerstaven og det skarpe Sværd holde dem i Ave. Men «Kuflungers»«Vargbælgers» og «Øyskjæggers» Partier voldte ham kun lidet Bryd imod «Baglernes,» der reistes af den myndige papistiske Geistlighed, som saa sine gyldne Dage forsvundne med Magnus Erlingsøn. I dette stærke Parti, som dannede sig om Inge, en foregiven Søn af Magnus Erlingsøn, var Bisp Nils af Oslo Sjelen, og til denne onde Mands Anstrengelser føjede Erkebispen Erik, der, ligesom hele Partiet, fandt Tilhold i Danmark, sine Banstraaler. Hertil

Udtog af Norges Historie : Til Brug i Borger- og Almueskoler (1836) s. 31 skann 33

Siter