Udtog af Norges Historie : Til Brug i Borger- og Almueskoler (1836), s. 9 (skann 11)

ikke mere Ejendom end et udspringende Næs, hvor de trak sine Langskibe op og gjæstererede Vinteren over. Saadanne kaldtes Næskonger; thi Kongenavn antoge de mægtigere Vikinger uden at spørge sig for; og da Havet var deres Rige, saa blev Sjøkonning en Titel, som et eller et Par Skibe og tappert Mandskab var nok til at erhverve. Smaakongernes eller Fylkekongernes Myndighed var ogsaa meget indskrænket ved den Folkefrihed, som var særegen for den gothiske Folkestamme. I den nationale Krigerskhed havde ogsaa de almindelige Tvekampe eller Holmgang, der endte med Død eller Fostbroderskab, sin Rod; og dette sidste gjorde Blodhevnen til Pligt. Ofte iværksattes denne ved at indebrænde Fienden, hvilken Udaad, langtfra vanhædrende i de Tider, lettedes ved Husenes særegne Bygning, idet de nemlig kun havde een lav Dør og en Ljaar i Taget til Lysning og Træk for Røgen, og laa enkelte, idet ethvert kun dannede eet Værelse. Kongerne havde som ofteft et Slags Livvagt, bestaaende af de Tappreste, fom kaldtes Bersærker. De styrtede frem forrest i Slagfylkingen som Rasende. Nan troer, at Stærktøl og Mjød, som var Nationaldrik, havde betydelig Deel i denne Berserkgang. Ikke sjelden indlagde Qvinder sig stort Navn paa Valpladsene som Skjoldmøer. Ovindekjønnet holdtes i Ære. Ligesaa havde Forfædrene sior Agtelse for de Mænd, som forevigede Bedrifterne og opmuntrede Modet ved Sang. De kaldtes Skjalde, og vare meget velkomne i Konger-

Udtog af Norges Historie : Til Brug i Borger- og Almueskoler (1836) s. 9 skann 11

Siter