Norges historie for folkeskolen (1895), s. 66 (skann 68)

66 Norge skilles fra Danmark. Kristian Fredrik. mange bruge barkebrod. Med pengevæsenet blev der ogsaa ugreie, da regjeringen havde udstedt flere pengesedler, end den kunde indløse med sølv. Statskassen gik fallit, saa papirpengene næsten blev uden værdi. Derved blev mange velstaaende fattige. Fredrik havde holdt sig til Napoleon; men med ham gik det nu tilbage. I 1812 gjorde han et uheldigt tog til Rusland, og da han aaret efter tabte et stort slag ved Leipzig, rykked Karl Johan ind i Holstein med en hær af svensker, russer og tyskere. Den 14de januar 1814 blev kong Fredrik nødt til at slutte fred i Kiel og afstaa til den svenske konge hele Norge, undtagen Island, Grønland og Færøerne. Saaledes blev Norge skilt fra Danmark, som det havde været sammen med i 434 aar. IX. Norge i 1814. Kristian Fredrikk Nordmændene blev harme, da de hørte om Kielerfreden. De kunde ikke gaa ind paa, at kong Fredrik afstod land og folk som en gaard med løsøre. Prins Kristian Predrik ønsked straks at bli udraabt til konge. For at høre, hvad folk mente, kjørte han midt paa vinteren til Trondhjem. Hvor han skifted heste, samled folk sig om ham, og han talte med dem om at verge landet mod svensken. Ved Kringen i Gudbrandsdalen steg han af slæden og gik bort til Zinclairsstøtten En mængde gudbrandsdøler havde indfundet sig, og han spurte dem, om de vilde vaage liv og blod for fædrelandet som fædrene deres. De svarte ja med dundrende hurra og krævde straks bly og krud. Hvor han kom, vilde folket verge landets selvstændighed. Paa tilbageveien stansed han ved Eidsvolds jernverk. Der havde han i februar et møde med nogle af de gjæveste mænd paa Østlandet. Da professor Georg Sverdrup reiste til dette møde, sa en gammel bonde, som skydste ham: «Du maa for Guds skyld ikke være med paa, at Norge blir givet til Sverige; før vil vi gaa til grænsen alle mand; men hvad du saa end gjør, saa husk paa, at Gud er med*. Da mødet skulde begynde, mente prinsen, at han var ret arving til Norge; men Sverdrup sa, at der ikke kunde være tale om nogen arveret, siden kong Fredrik havde afstaat Norge baade for sig selv og sine eftermænd. Nordmændene havde nu ret til at ta til konge, hvem de vilde. Prinsen gik over til denne mening, og i mødet blev alle enige i, at Kieler-

Norges historie for folkeskolen (1895) s. 66 skann 68

Siter