Norges historie for folkeskolen (1895), s. 33 (skann 35)

Lendermandsvældet. Kirken. 3 remmer, til huden gik af. Saa stødte de ryggen af med en stok. Men han gav sig ikke mer, end det var stok og sten, de slog paa; han talte saa roligt som ellers og sang en salme og bad, indtil han gav op aanden. Haraldssøennerne (1136—61) kunde ikke forliges, da de blev voksne. Sigurd og Øistein var ustyrlige og vilde sætte Inge af. De sa, han havde ikke helse til at være konge. Men Inge fik de fleste lendermænd paa sin side, for han lod dem raa og var gavmild og blid. ILendermanden Gregorius Dagsson fældte Sigurd, og siden blev ogsaa Øistein dræbt. Men deres mænd tog Sigurd Munds søn Haakon Herdebred til konge og fældte Gregoriuss Da græd Inge som et barn og vilde hevne ham, men faldt selv i et slag paa isen ved Oslo. Kirken. Sigurd Jorsalafar fik folk til at give til kirken tiendedelen af det, de avled paa gaardene sine. I hver bygd skifted de tienden ligt mellem bispen, presten, sognekirken og Trondhjems domkirke. de fattige. Ved dette blev presteskabet rigt og mægtigt. Da Haraldssønnerne styrde, kom kardinal Nikolaus til Norge. Han fastsatte, at bispen i Nidaros skulde være erkebisp, og at der skulde staa 10 bisper under ham, nemlig bisperne i Bergen, Stavanger, Oslo og Hamar, 2 bisper paa Island, 1 paa Grønland, l paa Færøerne, l paa Orknøerne og 1 paa Sudrøerne. Den dygtige erkebiskop Øistein tog til at udvide og om3

Norges historie for folkeskolen (1895) s. 33 skann 35

Siter