Norges historie for folkeskolen (1895), s. 24 (skann 26)

24 Olav Haraldssons død. Olav blir helgen. Olav Haraldssons død. I ulykken vendte Olav sig til Gud. Stundom tænkte han paa at lægge ned kongedømmet og gaa i kloster; men han havde ikke været et aar i Rusland, før han fik høre, at Haakon jarl var omkommen paa sjøen, og da tog han paa hjemveien for at vinde igjen riget. Magnus, søn sin, lod han bli tilbage hos Jarisleiv. Sveakongen hjalp ham med mandskab, og fra Norge kom over 700 mand og vilde hjælpe ham. Den gjæveste af disse var Harald Sigurdsson, halvbror hans. Han var bare 15 aar, men stor og sterk som en fuldvoksen. Fra Jemtland for Olav over Kjølen med 4000 mand; men i Verdalen sendte han fra sig 700, som ikke vilde lade sig kristne, endda han fik spørge, at lendermændene kom med en stor hær imod ham, for han satte større lid til Gud end til folketallet Om natten laz mændene hans ude med skjoldene over sig; men Olav var vaagen og bad til Gud. Mod morgenen fik han en liden blund; men han vaagned, da dagen randt. Saa bad han Tormod Kolbrunarskald synge et kvad. Tormod sang, saa hele hæren vaagned. Folket takked ham for sangen, og kongen gav ham en god guldring. Olav førte hæren ud efter dalen til Stiklestad. Der mødte bondehæren ham. Tore Hund gik foran merket og ropte: ,Fram, fram, bondemænd!* Men saa ropte kongsmændene : «Fram, fram, kristmænd, korsmænd, kongsmænd!* og satte saa haardt paa, at bondehæren bugned, og mange bønder vilde fly; men lendermændene egged til modstand, saa det blev et skarpt slag. Olav selv gik langt frem og kjæmped mandelig, og bønderne blev rædde, bare de saa ham i ansigtet. Men han blev huggen med en øks i det venstre benet ovenfor knæet, og da helded han sig til en sten og bad Gud om hjælp. Siden stak Tore Hund til ham med et spyd. Stikket gik op under brynjen og ind i maven. Tilsidst fik ha et, nug i halsen, og af disse 3 saar døde han 1030. Da han var 35 aar. Olav blir helgen. Torgils paa Stiklestad og søn hans tog kongeliget og gjemte det. Saa gjorde de 2 ligkister. I den ene la de liget og i den andre halm og sten, saa begge blev lige tunge. Kisten med liget i satte de under tiljerne i en stor baad og den andre ovenpaa. Saa fik de nogle venner med sig og rodde til Nidaros og sa, de var komne med kongeliget. Den danske bispen Sigurd, som da var i byen, undte ikke Olav kristenjordd Han sendte nogle mænd ned til bryggen. Disse tog kisten med halm og sten og søkte den ned i fjorden. Men om natten grov Torgils den rette ligkisten ned i en sandbakke ved elven.

Norges historie for folkeskolen (1895) s. 24 skann 26

Siter