Norges historie for folkeskolen (1895), s. 22 (skann 24)

22 Olaf Haraldson den hellige. Gudbrandsdølerne kristnes. med sig forstandige mænd og omgjorde de gamle love, saa de kunde passe for kristendommen. Sammen med bisp Grimkjel gav han en kristenret eller kirkelov. Paa tingene fik han bønderne til at vedta disse love. Naar han for omkfing i landet og holdt ting, havde han altid bispen og nogle prester med sig og saa først og fremst efter, hvorledes kristendommen holdtes. Var der nogen som ikke vilde aflegge hedenskabet, for han haardt frem. Nogle jagte han ud af landet; andre lemlæsted han paa hænder eller fødder eller stak ud øinene deres, og nogle lod han hænge eller halshugge. Da kongerne paa Oplandet hørte dette, slog de sig sammen og vilde dræbe ham, naar han kom til Hedemarken. Men Olav fik vide det paa Eidsvold og rodde om natten til Ringsaker og fanged dem. Han skar tungen af den ene, stak øinene ud paa den andre og jagte de øvrige ud af landet. Da Sigurd Syr straks efter døde, blev det slut med smaakongerne i Norge. Gudbrandsdøelerne kristnes. Endnu var der bare hedninger i de indre dalbygder; men Olav kristned dem alle. I Gudbrandsdalen raadde Dale-Gudbrand som en konge, skjønt han bare var herse. Han bodde paa Hundtorp i Fron og havde et haav paa gaarden sin. I det var der et billede af Tor. Det var en træmand med guld og sølv paa. Han var hul indvendig, og hver dag fik han 5 leiver brød med kjød til. Da Gudbrand spurte, at Olav var ventende, stevnde han dølerne til ting og sa: ,Olav vil byde os en anden tro og bryde sund guderne vore; men jeg tænker, han og guden hans vil braane, naar vi bærer ud Tor». Da skreg bænderne: Aldrig skal han slippe levende herifra.» De samled en hær og drog mod Olav, men blev slagne, og nu holdt Olav ting med dem. I 2 dage talte han og bispen med dem om den rette tro; men den . 3dje dagen bar bønderne Tor ud paa tingvolden, og da sa Gudbrand: «Hvor er nu din gud, konge? Han bærer nok skjegget lavt nu, og du er heller ikke saa modig i dag, for nu er vor gud kommen, som raar for alt, og ser paa dig med hvasse øine.* Olav svarte: ,Du skræmmer os med en gud, som er baade blind og døv og hverken kan berge sig selv eller andre. Jeg tænker, det snart vil gaa ham galt. Se nu mod øst! Der kommer vor gud med meget lys.» I det samme kom solen op, og bønderne vendte sig mod den. Da slog en af Olavs mænd, Kolbein sterke, til gudebilledet med klubben sin, saa det gik sund, og ud kom der mus og padder og orme. Bønderne blev rædde og flydde; men Olav samled dem paany og sa: ,Nu saa de, hvad Tor dugde til,

Norges historie for folkeskolen (1895) s. 22 skann 24

Siter