En liden Norges Historie for de første Begyndere (1874), s. 17 (skann 17)

17 være Rigsforstander; men i Aaret 1497 lykkedes det Hans ved Vaaben ogsaa at vinde Sverige, og Foreningen mellem de tre Riger blev saaledes fornyet netop 100 Aar, efterat den var kommen istand. Denne Gang blev Foreningen af kort Varighed. Hans vilde tage Landskabet Ditmarsken i det vestlige Holsten; men her led han 1500 et stort Nederlag; Danskerne tabte her sin gamle Fane Danebrog, og Kongen og hans Broder Hertug Fredrik reddedes kun med den største Nød. Svenskerne tog da atter Sten Sture til Rigsforstander og efter hans Død kort derpaa den svenske Stormand Svante Sture. Nordmændene gjorde ogsaa Opstand under den mægtige Kn ut Alvssøn; men han blev af Henrik Krummedike med en dansk Hær kringsat paa Akershus; Knut begyndte da at tinge; med sikkert QLeide gik han ombord paa Henriks Skib, men blev her skammeligen dræbt og hans Lig kastet i jøen. Imidlertid havde Kong Hans sendt sin Eon Kristiern op til Norge, og han kuede snart Opstanden. Kristiern overtog senere Landsstyringen i Norge; paa Hedemarken rejste Bønderne sig igjen under Herlog Hovudfat; men Herlog faldt i Kampen med sine bedste Mænd, og Kristiern for strengt frem mod Opstandens Hovdinger; de blev halshuggede udenfor Akershus og deres Hoveder satte paa Stage. Kong Hans døde 1513; han var en mild og velvillig Mand. 18. Kristiern den anden havde gode Evner og en fraftig : men han var tillige haard og grusom. Han blev fostret, som om han havde været Borgerfolfs Barn og var først i Huset hos en agtet Kjøbmand i Kjøbenhavn; herved fik han for hele sit Liv stor Kjærlighed til Borgerstanden. For Faderens Død havde han i flere Aar med Dygtighed styret Norge, og her var han uagtet sin Strenghed mod dem, der havde været med i oprøret, elifet og afholdt af Almuen. Under et Ophold i Bergen gjorde hans Skriver den danske Adelsmand Erik Val. kendorf sin Lykke, saa han senere ved Kristierns Hjælp blev Norges Erkebiskopv. Han talte nemlig førit til Kristiern om den dejlige Dyveke, som var Kristiern saa kjær og lige til sin Død (1517) altid var om ham. Hendes Moder Sigbrit, en kløg 2

En liden Norges Historie for de første Begyndere (1874) s. 17 skann 17

Siter