Norges Historie : Læse- og Lærebog for Almue- og Borgerskoler (1859), s. 84 (skann 86)

1359 1362 84 sig til Bergen. Før det fik udlosset sin Ladning, døde hele Besætningen, og, da Ladningen kom iland, begyndte Byfolket at dø, og Sotten foer nu over hele Norge med saadan Grumhed, at kun en Trediedel af Befolkningen overlevede den. I Throndhjem døde Erkebiskopen og alle Korbrødrene paa en eneste nær, som da alene valgte den nye Erkebiskop; ligesaa døde Biskoperne i Bergen, Stavanger og Hamar; Sygdommen rasede hele Vinteren, som kaldtes «Manndaude-Vinteren,« og i mange Dale uddøde Befolkningen aldeles; først efter Aarhundreder forvandt Norge de frygtelige Følger af Sotten, som her i Landet kaldtes Pesten eller Store Manned auden. Norge og Sverige bleve snart adskilte igjen. I Sverige maatte Magnus antage sin ældste Søn Erik til Mebeea ent; med denne forte han formelig Krig, og Erik døde kort Tid efter. Da Magnus afstod Skaane til Danmark, afsatte Svenskerne ham og valgte hans anden Søn Haakon, som siden 1355 havde været Magnus's Medregent i Norge; Svenskerne ønskede nu, at Haakon skulde ophæve sin Forlovelse med den danske Prindsesse Margreta, Kong Valdemar Atterdags Datter. Men Haakon, som fremdeles lod sig lede af sin Fader, tog intet Hensyn til Svenskernes Ønsker, og den listige Valdemar paaskyndede Giftermaalet, saa at Haakon allered i Aaret 1363 holdt sit Bryllup med den elleveaarige Margreta. !) I de fleste Egne af Landet haves Sagn om denne Landeplage; «man forestilte sig Pesten som en gammel gusten Kvinde, der foer om i Landet med en Rive og en Lime. Hvor hun brugte Riven, slap altid Nogle fra med Livet; men hvor hun sopede, der døde hver Moders Sjel.» Til Bevis paa, hvor frygteligt Sygdommen rasede, tjener, at der ifølge et Brev af Aaret 1371 fra Paven til Erkebiskopen i dette Aar ikke var mere end 40 gamle og affældige Prester igjen i Throndhjems Stift, hvor der før Pestens Udbrud pleiede at være omtrent 300.

Norges Historie : Læse- og Lærebog for Almue- og Borgerskoler (1859) s. 84 skann 86

Siter