Norges Historie : Læse- og Lærebog for Almue- og Borgerskoler (1859), s. 68 (skann 70)

68 Endelig følte Sverre sig stærk nok til at angribe Erling og Magnus, og i et Slag paa Kalvskindet!) i Nidaros i Aaret 1179 faldt Erling Jarl og med ham hans farligste Modstander, og fra den Tid af voxede hans Magt saaledes, at der ikke fandtes nogen i hele Riget, som nægtede ham Kongenavn, uden Magnus selv og dennes Mænd. Forhen havde Navnet «Birkebeiner-» været et Spottenavn; nu derimod blev det et Hedersnavn, hvoraf de, som bare det, selv vare stolte. De selvsamme, som før kun havde været Arbeidømænd, ja endog Ransmænd og Landstrygere, gik nu, efterat de havde tjent i Sverres Hær og vundet Seier, stolte omkring i Skind, Skarlagen og med gode Vaaben, der forhen havde prydet Kong Magnus's Hirdmænd. Det var almindelig Foltetale, at der aldrig havde været tapprere Folk i Norge, end de, som den Tid vare med Kong Sverre, og det samme vidnede han selv ofte siden og omtalte hine gamle Birkebeiner som Exempel, naar han fandt, at hans Mænd sloge sig til Drik og ikke passede paa sit Vagthold eller iffe vilde taale Uveir og Besvær. Aaret efter tabte Magnus atter et Slag paa Ilevollene ved Nidaros og maatte saa flygte med sit Parti, som kaldtes Heklungerne, til den danske Konge; men ogsaa det derpaa følgende Aar vare Heklungerne uheldige i Søslaget ved Nord nes ved Bergen, og endelig i Aaret 1184 stod det sidste Slag mellem Sverre og Magnus. Det var Søslaget hvorledes han lod trække sine Skibe fem Mile over Land fra Randsfjorden til Mjøsen, og om Gjestebudet paa Saastad i Stange i Hedemarken Kap. 16 og 17; om Kongens møisommelige og farefulde Tog til Vors og om Sverresstien Kap. 1820. – Sverres Saga er skreven af Abbed Karl Jonssøn under Kongens eget Tilsyn. 1) Sverres Saga Kap. 32–38.

Norges Historie : Læse- og Lærebog for Almue- og Borgerskoler (1859) s. 68 skann 70

Siter