Norges Historie : Læse- og Lærebog for Almue- og Borgerskoler (1859), s. 39 (skann 41)

39 bleven borte, angrede han meget at have sveget sin Troskab mod Kong Olaf og tyktes, at der var noget Haab, at Olaf igjen vilde blive Konge, om han kom til Norge igjen, eftersom Riget nu var høvdingløst. Han reiste derfor ftrar øster til Olaf, fortalte ham om Haakons Død og mange andre Tidender fra Norge. Da Kongen spurgte om, hvorledes hans Venner bevarede deres Troskab mod ham, svarede Bjørn, at det var forskjelligt dermed, og dernæst faldt han paa Knæ for Kongen, tog om hans Fod og sagde: alt i Guds Vold og Eders, Herre; jeg har taget Penge af Kong Knuts Mænd og svoret dem Troskabsed; men nu vil jeg følge dig og ei skilles ved dig, saalænge vi begge leve. – Kongen svarede: stat op, Bjørn, forligt skal du vorde med mig, men forson din Brøde hos Gud. Vide kan jeg og, at der monne være faa Mænd i Norge, som holde fast ved sin Troskab mod mig, naar slig Mand, som du er, kunde svigte. – Bjørn opregnede derpaa Kongens farligste Uvenner og nævnede især Erlings Sønner, Einar Thambarskelve, Kalf (udtales Kalvs) Arnessøn, Thore Hund og Haarek. Olaf bestemte sig nu til Hjemfærd, og strar efter Jul gjorde han sig reisefærdig og havde nær to Hundrede?») (240) af sine Mænd med sig; men sin unge Søn Magnus lod han blive tilbage hos Jaroslav i Rusland. I Sverige modtog Sveakongen Anund sin Svoger godt og gav ham fire Hundrede (480) udvalgte Krigsmænd til Hjælp. Da det nu spurgtes i Norge, at Olaf var kommen østenfra til Sverige, forsamlede hans Venner sig, som vilde yde ham Hjælp; den fornemste Mand i denne Flok var Harald Sigurdssøn, Olafs Halv1) Læs om Bjørn Stallare i Snorre Kap. 450 og 481. y Vore Forfædre forsiode ved et Hundrede, hvad vi nu kalde et stort Hundrede eller 120.

Norges Historie : Læse- og Lærebog for Almue- og Borgerskoler (1859) s. 39 skann 41

Siter