Norges Historie : Læse- og Lærebog for Almue- og Borgerskoler (1859), s. 104 (skann 106)

104 Sigbrit fik dette at vide og var fra nu af hans bittreste Fiende. Kongen tog heller ikke Hensyn til Erkebiskopens Forestillinger, og Dyveke nød fremdeles Kongens Gunst, indtil hun halvandet Aar senere pludselig døde, og Kongens store Kjærlighed til hende forledede ham nu til en grum og uretfærdig Handling. Slotsherren i Kjøbenhavn Thorben Oxe var bleven indtagen i Dyveke, og, da hun nu døde kort efter at have spist nogle Kirsebær, kom det Rygte ud, at Kirsebærene vare forgiftede, og at Thorben havde voldet hendes Død. Kongen indstevnede Thorben for Rigsraadet, som frikjendte ham for Kongens Anklage, at han havde søgt at vinde Dyvekes yndest. Kongen blev opbragt, da han hørte Udfaldet, og udbrød: havde vi saamange Venner i Rigsraadet som Thorben, da havde han vel faaet anden Dom; men om den Oxe har saa tyk en Hals som en Tyr, skal han dog miste den. Uagtet en Adelsmand kun kunde dømmes af Rigsraadet efter Haandfestningen, kaldte Kongen tolv Bønder ind til Byen for at dømme paanyt i Sagen. Disøse fældte den Dom: vi dømme ham ikke, men hans egne Gjerninger fordamme ham. Dette udlagde Kristiern som en Dødsdom; forgjæves bønfaldt Rigs raaderne og Adelen om Naade, forgjæves faldt Dronningen og Hoffets Jomfruer paa Knæ; Kongen blev ubevægelig, og Thorben Ore blev henrettet. I Sverige fik Steen Sture den Yngre en heftig Fiende i Erkebiskop Gustav Trolle; denne laa under i Kampen, maatte nedlægge sit Embede og flygte fra sit befæstede Slot Stæke ved Mælaren, som opbrændtes af hans Fiender. Nu sattes Steen Sture i Ban, og Erkebiskopen fik Hjælp fra Danmark; Kristiern gjorde flere Tog til Sverige, og endelig vandt 1520 hans Feldtherre Otto Krumpen i Slaget paa den frosne Äsundsø over Sture, fom her blev dødelig saaret. Dermed

Norges Historie : Læse- og Lærebog for Almue- og Borgerskoler (1859) s. 104 skann 106

Siter